Do you want to be right or do you want to be happy?

Jeg stødte på det her spørgsmål for lidt tid siden – eller det stødte ind i mig, jeg husker ikke detaljerne. Men det har forfulgt mig siden. Som en konstant reminder om, hvad det egentlig er, der er vigtigt i livet. Og det er en kæmpe lettelse at læne mig tilbage i tillid til at alt er godt og slippe trangen til at have ret. For jeg vil meget hellere være et lykkeligt menneske!

Selvom vi kan være frustrerede over andres handlinger og ikke forstå, hvorfor de ikke kan se det, vi ser – det, du ser- så er der ikke noget (ingenting overhovedet!), som er din sjælefred værd. Om det er manglende politisk handling over for den uretfærdighed og ulighed, der stadig findes i verden eller mindre ting, som folk der har for travlt i trafikken eller stadig køber plastikflasker, så er det ikke værd at miste din indre ro over. Det betyder ikke, at vi ikke skal gå op i at ændre verden til et bedre sted eller inspirere andre til at gøre det samme. Det betyder heller ikke, at vi ikke må blive vrede eller kede af det, for det er vores reaktion på det der sker omkring os, og den skal have plads og omfavnes. Men gør dig selv en kæmpe tjeneste og forsøg ikke at ændre folk, som ikke selv ønsker det.

Jeg finder mig selv tænkende ‘jamen fatter de da ikke noget om det samfund, vi lever i?’ eller ‘få nu lidt perspektiv på tingene – vi er så vanvittigt privilegerede, og du brokker dig over vejret og manglende parkeringspladser i byen’ (helt fiktivt eksempel, selvfølgelig). Vores sind skaber den virkelighedsopfattelse, vi har – der findes ikke EN sandhed, og vi kan og skal ikke kæmpe alt og alles sag, hvor nødvendig den sag end er. Vi er her alle af forskellige årsager, og efter min opfattelse er det ikke at overbevise andre om, at vi har ret.

Når vi ikke vil ‘give os’ i en diskussion eller rynker på næsen af andres valg er det ofte egoet, som er på spil. Det er bl.a. den del af dig, som bekymrer sig om andres mening om dig og som finder værdi i fine titler, uddannelser og lignende. Du kan godt vælge at leve dit liv fra ego – men tro mig, det er langt sjovere at leve fra sjælen. Så mens jeg øver mig i at integrere denne sætning i mit liv er hermed en opfordring til dig til at gøre det samme. Verden har ikke brug for flere mennesker, der gerne vil ret – den har brug for at vi er kærlige, rummelige og glade, for når vi er det, passer vi på hinanden og på vores jord.

No Comments

    Leave a Reply