Hvor skal jeg gå hen for at finde mig selv?

Hvordan finder man sig selv, og skal man overhovedet det?

Lad mig være klar fra starten. Indlægget her vil ikke søge at give svar på dette generelt. Men jeg har lyst til at dele lidt om min egen vej konfronteret med disse spørgsmål, og måske kan det give anledning til refleksioner. Og måske ikke – det er helt fint, uanset. 

Når vi taler om at finde vores vej i livet, kan det vel næsten ikke undgås, at vi må tale om ‘at finde hjem til os selv’. Det er 4 år siden, jeg begyndte at blive bevidst om dette. Før det levede jeg bare mit liv og tænkte ikke så meget over hvorfor og hvordan. Nu begyndte jeg at skrabe lidt i overfladen; hvor tog jeg valg, og hvordan reagerede jeg på måder, som ikke gavnede mig – og hvorfor? Og hvad er det så jeg ønsker, hvis jeg faktisk selv må vælge? Hvem f…… er jeg, og hvad vil jeg med mit liv? 
Det er disse spørgsmål, som har krævet meget plads i mig de seneste år.

Jeg stod med forvirring i den ene hånd og håb i den anden. Jeg forstod, at det at finde ind til mine drømme og længsler betød, at jeg måtte ‘finde mig selv’. Mærke mig selv for at finde ud af, hvem jeg er, og hvad mit formål i livet er – ja, big stuff. Og forvirret much? Øh, ja.
Jeg drømte om at lave noget andet end mit bioanalytikerjob, men kunne ikke ‘finde’ det rigtige. Da Katrine Birks uddannelse til holistisk energiterapeut dukker op, bliver jeg samtidig tilbudt en lederstilling på mit job. Og bange for at vælge det forkerte, som jeg er, siger jeg ja til begge dele. 
Over de næste 6 måneder forsøger jeg at kunne det hele. Jeg mærker hele spektret af mig selv fra de højeste højder til de dybeste dale i den periode.

I november/december 2017 bliver jeg kastet ind i mit livs nedtur. Efter mødet med underviserne og mine medstuderende på uddannelsen mærker jeg for første gang, hvordan det er at være mig. Sådan helt ægte. Jeg mærker mit hjerte og at blive rummet for den, jeg er, med alt, hvad jeg er. Magisk, ikke? Jo, og samtidig… Nej. Det mest alarmerende tegn på, at jeg havde nået bunden var, at jeg begyndte at ryge (cigaretterne havde jeg ellers opgivet 5 år forinden). Trangen til at flygte fra mig selv var så stærk, men det var umuligt for mig at lukke mig selv ned igen. Efter et par måneder sagde jeg mit job op (og droppede selvfølgelig smøgerne!)

Mens vi er på Bali i februar 2018, har jeg en samtale med Katrine, som ændrer noget fundamentalt i min måde at tænke på. Jeg fortæller, hvordan jeg har svært ved at mærke mig selv, og hvad jeg gerne vil. Det, hun svarer (som jeg ikke tror, hun selv ved har haft så stor betydning for mig), er ‘Du skal ikke finde dig selv bag en busk’. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Det lyder lidt komisk, men det rammer så præcist, hvad jeg har forsøgt. Jeg har ‘ledt’ efter mig selv i alle afkroge, men kun mærket tomhed og en følelse af ‘nå, det var ikke lige der, jeg var’.

Jeg er ikke længere på en rejse for at finde mig selv – jeg er jo lige her. Men hver dag må jeg gå ud og gøre det, der føles godt for mig, stå op for mine værdier (også selvom benene endnu er usikre) og skabe den jeg gerne vil være i verden. Det handler om valg. Valg der træffes hver eneste dag indtil de bliver integreret og er en del af mig. Og jeg har fundet et sted at stå. Og herfra tager jeg et skridt ad gangen med taknemmelighed for de mennesker, der har været med til at forme min vej. 

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply